MAMA 2002-1

Ilden tog ikke imod hanerne

CONIC's kvindekonference, maj 2001: Kvinder fra medlemslandsbyer i alle dele af landet er for fjerde gang forsamlet for at diskutere deres vilkår.

Den firedobbelte undertrykkelse
-Vi oplever en firedobbelt undertrykkelse, siger Hermencia Mata fra CONIC's kvindeudvalg. -Fordi vi er kvinder, fordi vi er fattige, fordi vi er analfabeter og fordi vi er mayaer.

Diskussionen fortsætter dagen igennem i grupper og i plenum. Efter aftensmaden holder kvinderne fri fra de politiske diskussioner, men dagens program er ikke helt ovre endnu. Blanca Estela fra kvindeudvalget tager mikrofonen: -Nu er der mayaceremoni, vi minder om at det er helt frivilligt at deltage; ingen behøver deltage hvis de ikke har lyst, og vi ved at mange af jer aldrig har deltaget i en ceremoni før, men vi håber I vil deltage, for det er jo arven fra vores forfædre, det er vores kultur dét her.

Blanca Estela ved, at mange af de tilstedeværende tilhører kristne sekter, som skarpt forbyder enhver praktiseren af mayaernes religiøse traditioner. Der er dog ingen der protesterer imod invitationen.

CONIC har i de senere år højtideligholdt mayaernes hellige 260-dageskalender med ceremonier ledet af shamaner. Også uden for kalenderens mærkedage udføres ceremonier for organisationen. Ved alle større arrangementer udføres ritualer som skal sikre held og lykke for den kommende tids arbejde.

Ude i mørket er shamanen ved at forberede ceremonien. Sammen med sin assistent har hun ryddet en stor plet i skovbunden. Hun tager en pose sukker og lader kornene drysse så der tegnes en cirkel på jorden. Hun indskriver en stjerne i cirklen så de fire verdensretninger markeres. Så lægger hun og assistenten hundredvis af stearinlys på de fire punkter, så der dannes et kors med de fire hellige farver. Rød, gul, sort og hvid, som også pryder CONIC's flag, og som er farven på de fire majssorter. Cirklen pyntes med cigarer, tørret harpiks og andre brændbare offergaver.

-Lad os bede, enhver på sit sprog, siger shamanen. Forsamlingen knæler og begynder at bede i hver af de fire retninger, imens stearinlysene antændes. Det er sent, og vi er alle trætte efter dagens program og rejsen den foregående dag. Af erfaring ved jeg, at sådanne ritualer kan tage mange timer, så jeg trækker lidt ud af kredsen om bålet for at sludre stilfærdigt med de mænd som sidder i græsset lidt længere væk. Én af dem tilbyder mig grinende en tår cuxa-brændevin fra en kæmpestor dunk. Jeg smiler og siger nej tak, for jeg ved at alle former for alkohol er forbudte på konferencen.

Religiøs pædagogik
Nu har ilden fået fat, og jeg vender tilbage til kredsen omkring bålet, hvor shamanens hjælpere uddeler små stearinlys til de tilstedeværende, så de kan blive kastet på bålet på det rette tidspunkt. Ved siden af bunkerne med stearinlys ligger to bagbundne haner. Jeg står og tænker på, at jeg skal huske at lægge mærke til, om ritualet følger de kendte strukturer fra religionsfænomenologien...

-Tror du på det her? Spørgsmålet kommer fra kvinden ved siden af mig. Jeg genkender hende fra CONIC's kontor i hovedstaden. Jeg ved først ikke, hvad jeg skal svare. Som religionsstuderende har jeg et noget akademisk-distanceret forhold til alle ritualer og trosforestillinger, men det vil nok føre for vidt at forklare her.

-Måske på en meget abstrakt måde, siger jeg. -Ja, siger min sidekvinde, sådan har jeg det også, men min bror siger, at hvis man ikke tror på det, er det at gøre nar at deltage i ceremonierne. -Åh, siger jeg, men kvindeudvalget inviterede jo os alle til at deltage, også selv om vi ikke vidste hvad det gik ud på, fordi det var en fælles kulturarv; så er det vel i orden at komme for at se, hvad det er.

Selv om jeg er skeptisk over for det religiøse indhold i ceremonien synes jeg aktiviteten er meget sympatisk. Jeg regner med, at den især er vigtig for CONIC pga. dens pædagogiske effekt. Den styrker sammenholdet og understreger at alle er mayaer, på tværs af alle etniske grupper og kirkelige tilhørsforhold.

-Men jeg er katolik og vil altid forblive tro mod min kirke, siger den unge kvinde. Jeg fortæller hende om Fader Marco Tulio i Tucuru, som lod sin menighed bede i de fire verdensretninger, og lader hende forstå at hun langt fra er den første gode katolik, som deltager i en mayaceremoni. -Så må vi jo bare håbe, at det går godt, siger hun med et sært smil, for jeg har hørt at en gang slap hanen væk da den skulle ofres; shamanen havde kun nået at rive hovedet af den, da den løb sin vej, og de siger at det betyder stor ulykke når et offerdyr undslipper.

Imens er der uro omkring bålet. Shamanen taler ophidset til sin assistent, og CONIC's ledere går nervøst omkring. -Ilden er meget lav! siger shamanen til Generalsekretær Juan Tiney. Det er tydeligt for enhver at hun har ret. Ilden har ikke taget imod hanerne som man havde håbet.

-Her er mange negative energier i aften!, siger Juan Tiney. Vi må bede alle om at koncentrere sig og deltage af hele deres hjerte, eller gå nu. Shamanen er enig: Hvis man kun kommer for at se på, er det bedre at blive væk, ellers bringer man os alle i fare!

Brænd, hane, brænd!
Pludselig er den mumlende småsnakken uden for kredsen forsvundet. Der bliver helt stille. Jeg føler mig lidt utilpas, for jeg har måske ikke bidraget positivt til koncentrationen. Men hvor jeg før kunne snige mig væk for at tage en pause fra ceremonien, så er det nu umuligt at forlade stedet uden at tiltrække sig uønsket opmærksomhed.

-Hvem vil hjælpe med at slæbe madrasser frem? lyder det pludseligt fra en nytilkommet praktisk ansvarlig, som ikke er klar over, hvorfor alle står stille omkring bålet. Påfaldende hurtigt er der to som melder sig og skynder sig bort sammen med manden.

Vi andre må blive tilbage og sikre ritualets succes. Shamanen beder os træde nærmere og danne en sluttet cirkel om bålet. Nu er koncentrationen en helt anden. Kvinderne står ubevægelige på deres plads, og tager imod et lys i hver farve. Shamanen påkalder sig alle de forfædre og alle de ånder hun kender og beder dem om at hjælpe. Men ilden truer stadig med at gå ud. Jeg tænker på om en mislykket ceremoni vil være så dårligt et varsel, at kvindeudvalget nu vil aflyse de kommende aktiviteter til fordel for kvindernes rettigheder. Dette drejer sig ikke blot om pædagogik.

-Jeg skal bruge en kreds af mennesker til at gå tre gange rundt om bålet! siger shamanen. Jeg står tæt ved hende og kan ikke afslå. Som i et langt Luciaoptog bevæger vi os rundt om bålet, først tre gange den ene vej rundt, så tre gange den anden vej, for til sidst at kaste lysene på bålet ét efter ét. Men der er noget galt: Et fjols i optoget er ved at ødelægge det hele, siger folk, han holder sit lys helt forkert. Han bærer det med vægen opad, men shamanen havde jo sagt, at den skulle pege ned mod jorden! Jeg bliver flov over at blive irettesat og skynder mig at vende mit lys om. Det må have været mens jeg kiggede på cuxa, at shamanen forklarede det med vægen.

Og netop nu får jeg øje på cuxa'en, der bæres frem af to mænd. Vores tre omgange ser ud til at have hjulpet, for da shamanen hælder brændevin på bålet, blusser det hurtigt op, og ilden brænder videre med større lyst. -Godt, så giver vi ilden et stort knus! siger shamanen tilfreds. Kvinder og mænd træder frem og bevæger armene hen over bålet i store omfavnelser. Nervøsiteten i kredsen bliver mindre, men koncentrationen er stadig stor. Én for én bliver vi renset med slag fra et risknippe, og derefter indgnedet i cuxa fra øre til øre, så vi kan være rene fra top til tå. Vi får udleveret et særligt tykt hvidt lys til den sidste ofring til ilden.

-Tænk jer godt om inden I ønsker! siger Juan Tiney. I skal ikke ønske noget for jer selv, men noget for os alle, for organisationen! Folk står stille nogen tid og bevæger læberne, inden de giver deres lys til ilden. Jeg lukker øjnene og ønsker at CONIC's kvinder skal blive stærkere og bedre til at kæmpe mod ladinoernes og mændenes og godsejernes og de alfabetiseredes undertrykkelse. Så holder jeg mit lys op med vægen nedad og kaster det på bålet.